Feeds:
Posts
Comments
Twitter har med video-tjenesten Vine gjort os alle til film-instruktører. Kreativiteten er enorm, og det er kun begyndelsen. De første virksomheder har taget de første famlende skridt på det nye netværk og flere vil følge efter. Her får du fire gode grunde til, at virksomheder skal holde øje med Vine.
Af Esben Würtz Sørensen, kommunikationsrådgiver hos Operate A/S
En guitarspillende mand, der bliver spist af sin opvaskemaskine. En pige, der svæver over gulvet i et værelse. En hund, der kommer flyvende fra højre. Og endeløse klip med folk, der laver kaffe, kage, omelet og mere kaffe.
Umiddelbart virker Twitters nye videotjeneste, Vine, som en rodet markedsplads med gøglere, charlataner og tryllekunstnere. Men Vine har på sin første uge allerede vist, at det er meget mere.
Konceptet er ganske enkelt. Når man har downloadet appen til sin smartphone, kan man med et tryk af fingeren på skærmen optage et videoklip på seks sekunder. At meningsfyldt indhold skal klemmes ned på seks sekunder virker måske urimeligt, men ligger fint i forlængelse af Twitters eget dogme om at begrænse sig til 140 anslag.
Appen er imponerende simpel at betjene. Når du har fingeren på skærmen optager du. Når du slipper, laver du et klip. Når du er færdig, kan du poste din ”vine” til Vine og/eller Twitter og Facebook.
Billedtekst: Easy as pie!

Stop-motion til folket

Umiddelbart kunne det virke som om Vine ville være en app med en begrænset levetid. Seks sekunder kan vel for fanden ikke bruges til så meget forskelligt, men det kan det. Brugerne har lynhurtigt fanget appens mulighed for at lave stop-motion sekvenser, hvor man hjemme i dagligstuen kan få magiske ting til at ske. Tegninger tegner sig selv. Ord staver sig selv. Figurer bevæger sig af selv. Osv. Med et trylleslag kan vi alle lave små stop-motion-film og dele dem.

Billedtekst: I predict…en syndflod af Lego-vines.
Billedtekst: Twitters egen illustrator leger også med Vine.
Brug Vine, virksomheder!
Det er altid en god idé at tage ”klappe hesten” lidt, når en ny app, en ny tjeneste eller en ny gadget bliver udråbt til ”The Next Big Thing”. Men når det handler om Vine, er der egentlig ikke så meget at betænke sig på, fordi tjenesten kan allerede bruges nu og her – også af danske virksomheder. Det skyldes det simple faktum, at de små ”vines” kan indarbejdes i eksisterende sociale medier som Twitter og Facebook, så det kan spille sammen med den eksisterende strategi. Virksomheden behøver med andre ord ikke at lægge en ”Vine-strategi”, men kan i stedet koncentrere sig om at lave skægge, informative og fantastiske videoer til målgrupperne.
Vines er nemlig ikke kun hyggeligt tidsfordriv for Twitterbrugere. Det er også et potentielt stærkt værktøj for virksomheder.
1.    Instruktionsvideoer: Hvis vi starter i den knap så sexede ende, så er Vine et fremragende værktøj til at lave små brugsanvisninger til kunderne. ”Sådan rengør du XXX”, eller ”Sådan installerer du YYY”.
2.    Et kig i kulissen: Det handler om at opbygge relationer til sine kunder på de sociale medier. Relationer, der fører til køb. Relationer, der fører til loyalitet. Her kan velvalgte ”vines” bruges effektivt til at give eksempelvis brugerne på Facebook et kig i kulissen, når ens produkt bliver til.
Billedtekst: Rhein Zeitung giver brugerne et indblik i opsætningen af forsiden.
3.    Branding: En stor del af de små videoer på Vine får fra starten hashtagget #magic. Det er her brugerne laver stop-motion magi og skaber flotte hjemme-illusioner. Det kan virksomheder også gøre for at understøtte fortællingen om brandet.
Billedtekst: Malibu Roms første forsøg på Vine.
4.    Annoncer: Du kan også bare gå direkte efter struben og annoncere for dit produkt. Men brug Vines stil og tone, hvis du vil have nogen til at dele den.
Kilder:

“Don’t touch my junk!”. Med de ord er amerikanske John Tyner blevet national helt, efter han lørdag den 13. november 2010 nægtede at lade sig kropsvisitere i San Diegos lufthavn. Konfrontationen fandt sted efter den amerikanske myndighed ansvarlig for luftfartsikkerhed, Transportation Safety Administration, har indført såkaldte “kropscannere” (også kendt som nøgenscannere herhjemme) i amerikanske lufthavne. Scanneren giver et meget detaljeret røntgenbillede af den rejsende og i erkendelse af, at ikke alle er lige begejstrerede for at lade sikkerhedspersonale kigge på topmave, bryster og baller har myndighederne givet de rejsende mulighed for at fravælge scanning for til gengæld at blive GRUNDIGT kropsvisiteret.

Og det var denne rutinemæssige kropsvisitering, der sidste lørdag førte til en regulær mediestorm mod TSA. Ikke nok med at John Tyner nægtede at lade sig scanne, han nægtede efterfølgende også pure at lade sikkerhedspersonalet beføle ham i skridtet – og vigtigst af alt: Han lod sin mobiltelefons videokamera optage hele molevitten.  Og videoen havnede på nettet, og så brød helvede løs. Vidoen spredte sig viralt og snart kastede medierne sig også over den. I skrivende stund er antallet af artikler om den modige John Tyner ifølge Google News oppe på 1.108 – og så er vi slet ikke begyndt at kigge på reaktionen på de sociale medier.

Her har reaktionen mod TSA nemlig været intet mindre end frygtindgydende. Et væld af støttegrupper er på rekordtid skudt op på Facebook og på Twitter er der gået sport i at oprette falske TSA-profiler og gøre grin med myndighederne. En hjemmeside er blevet oprettet, hvor rejsende opfordres til at kræve den tidskrævende kropsvisitering den 24. november (årets travleste rejsedag – dagen før Thanksgiving). I blogosfæren er sagen blevet ophøjet til et slag mellem internettet og TSA’s skrappe sikkerhedskontrol.

Og imens forsøger en ensom Social Media Manager hos TSA i en lidet misundelsesværdig stilling at begrænse lidt af skaderne på omdømmet. Du kan følge deres kamp mod overmagten på @TSABlogteam

Når amerikanerne om en time eller to får øjne og logger på Facebook og Twitter vil de på forskellig vis blive mindet om, at det er i dag,  der er midtvejsvalg (hvis de skulle være i tvivl). Uden at tage politisk stilling forsøger især Facebook med en række tiltag at motivere alle amerikanere over 18 år til at komme ud og stemme. Ifølge Fastcompany.com vil brugerne blandt andet have mulighed for at finde det lokale valgsted, hvilket bare er Googles Valg-applikation indarbejdet i siden.

Det er i sig selv rimeligt trivielt, men mere interessant bliver det straks, når Facebook giver brugerne mulighed for at trykke på en “I voted”-knap og dele oplysningen med vennekredsen. Ydermere kan brugerne se, hvor mange af deres venner, der har stemt, og man kan pludselig ane muligheden for en snebold-effekt på Facebook. Hvis halvdelen af mine venner har stemt, bør jeg så ikke også selv?

Der er blevet sagt og skrevet meget om de sociale mediers potentiale til at puste nyt liv i demokratiet og skabe ægte borgerinddragelse. Især perspektiverne i forhold til de unge vælgere virker lovende. Ved det amerikanske præsidentvalg i 2008 havde Facebook også en “I voted”-knap, og i alt 5,4 millioner amerikanere klikkede på den. Det store spørgsmål er, hvor mange af dem der ville have stemt alligevel? Og mange vil sikkert sætte spørgsmålstegn ved, om der er tale om et ægte demokratisk sindelag hos en Facebook-bruger, der går til stemmeurnen, fordi 36 venner allerede har stemt.

Med andre ord er et nærliggende spørgsmål: Giver de sociale medier mulighed for en særlig oplyst valgdeltagelse? I sidste uge viste en undersøgelse fra Denver Business School, at en af de primære årsager til, at vi dropper venner på Facebook er politiske statusopdateringer. Det tyder umiddelbart på, at de sociale medier nok kan give øget valgdeltagelse, men den mindst ligeså efterspurgte oplyste politiske debat foregår i andre fora.

 


 

 

De fleste vil nok ryste på hovedet, når jeg siger: Teleselskabet 3 klarede sig godt gennem det historiske netværks-nedbrud den 19. oktober 2010. Op mod 300.000 kunder var helt uden mobildækning i 11 timer, da en softwareopdatering af netværket gik helt galt. På mit eget arbejde var vi helt uden dækning i hele perioden – slemt, når man arbejder i et kommunikationsbureau.

Når jeg alligevel mener, at 3 klarede sig godt igennem nedbruddet, så skyldes det, at 3 midt i krisen viste sikker forståelse for brugen af sociale medier. I særdeleshed Facebook. Kriser kan ske for enhver, ligegyldig hvor omhyggelig du er, og det virksomheden i virkeligheden bliver vurderet på i en krisesituation er håndteringen af krisen.

Da nedbruddet indtraf natten til tirsdag, havde teleselskabet 3 en Facebook-side med godt og vel 2.700 “fans”. Den brugte 3 rigtig klogt i løbet af det største nedbrud i mands minde. Beundringsværdigt er det, at teleselskabet undgik nogle klassiske brølere, når det handler om at bruge sociale medier til krisehåndtering:

  1. At glemme de kanaler, man selv kontrollerer: Det havde været en dødssynd at glemme brugerne på Facebook midt i krisen. Det er i forvejen svært for virksomheder at få brugerne på sociale medier til at interessere sig for dem. Derfor er de 2.700 “fans”,som 3 har på Facebook, de allermest loyale kunder selskabet har, fordi de aktivt har taget stilling og valgt at følge 3 på Facebook. 3 satte en ansat til at tage sig af Facebook-brugerne non-stop.
  2. At kommunikere uregelmæssigt: Når krisen ruller, er det vigtigt at holde kommunikationen i gang på de sociale medier. De ramte kunder vil søge information her, og hvis den sidste opdatering er 5 timer gammel, stiger frustrationen, og brugerne søger andre steder hen. 3 kommer med løbende opdateringer til langt op ad dagen næste dag, da problemet var løst.
  3. At give teknokrat-svar: Midt i krisen er folk naturligvis frustrerede og efterlyser klare svar og hurtige løsninger. Mange virksomheder tror, at det er nok at give faktuelle svar og prognoser i den situation, men der er også et behov blandt de frustrerede for at blive hørt. Det er nogle gange nok bare at sige: “vi forstår godt, at I er frustrerede”, og det var præcis, hvad 3 var gode til undervejs i krisen. Samtidig med, at der løbende kom konkrete prognoser og tekniske råd.

Der er naturligvis en masse kunder, der er sure på 3 for nedbruddet, men det kunne have været langt værre, hvis ikke 3 havde haft en sikker forståelse for de sociale mediers styrke. Det er sigende, at den til lejligheden oprettede Facebook-hadegruppe “Nå, 3 – hvad vil I give os som undskyldning for den 19.oktober 2010” dagen efter nedbruddet kun havde 15 “fans”. Til gengæld har 3 i skrivende stund og på trods (eller på grund af ) krisen fået over 500 nye “fans” – og faktisk imødekommet kravet om kompensation, selvom selskabet ikke er forpligtet til det.

A few days ago a tech savvy friend of mine happily declared that a local burger joint in our capital was offering a medium sized coke to 4sq users with more than 3 checkins (http://4sq.com/b63Qpd). The news was quickly retweeted and I briefly considered riding the 7 kms to McDonalds but got to thinking: Is this really the best geosocial media is able to deliver at the moment? The service may be adding more than 100.000 new users per week but progress seems painfully slow.



To me it seems that both  users and businesses are playing a waiting game that is keeping both from investing time our ressources in geosocial media. Businesses for the time being seem unconvinced that there is any economic gains to be had with the relative small number of users on Foursquare and Gowalla (with good reason I might add). And the initial euphoria experienced by users is quickly replaced with disillusionment when they grow weary of checking in at empty locations with no offers. It’s a shame for the idea of businesses being able to quickly identify and reward their most loyal customers is very appealing.

Maybe we have to wait for the introduction of Facebook Places for geosocial media to really take off in Denmark?

Michael Arrington of TechCrunch describes the discipline of Fantasy Foursquare: Pretending to be imaginative places that you will surely never be able to go to. An innocent passtime and a fad that doesn’t earn you any credits towards becoming mayor of Taj Mahal or The North Pole. Foursquare knows where you’re located and tha you’re making it up.

However MA describes  how a skilled hacker friend of his has managed to create a script that allows MA earn various highprofile mayorships without any effort. Innocent perhaps but also potentially dangerous to the entire geosocial trend. If “hacking” geosocial media services to pretend to be places you are not becomes the norm, the services’ relevance to ordinary users disappears. Why should I logon to see if a number of my friends have pretended to be in Africa or Mongolia? The novelty wears of fast but to geosocial services in their infancy “mass” is everything – and if the number of users start to drop…

I’m in no way suggesting that this is what will happen. Location based services are way to promising for that. But I hope that the issue will be adressed by Foursquare and other developers. They can either try to prevent the hacks or embrace it by creating their own “Fantasy” platform that can coexist alongside the “Real” one.

For the millions of world citizens who will never get to visit the Antarctic Google Street view now offers a rare glimpse of the southernmost continent. If only I had an address to type in

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.